Vinder (bog)

139,00 kr

"Historien om en vinder" er skrevet af journalist Palle H. Brændsgaard, som også har skrevet bogen "Fluesmækkeren fra Skave".

Forord af:

  • Allan Thomson (Olympisk Guld: 1984)
  • Antonio Rossi (Olympic Gold: 1996 & 2000)
  • Knut Holmann (Olympic Gold: 1996 & 2000)
  • Clint Robinson (Olympic Gold: 1992)


Fra bogen:
Smilene var overbærende. Reaktionerne var hovedrysten. Ordene var snarere trøstende end opmuntrende.
– I kan jo altid komme her tilbage, hvis det ikke går, lød kollegernes rygklap, som Gerhard Sørensen og Svend Helge Kobberup forlod B&O for sidste gang.
De forlod ikke bare et fast job, de forlod Struers førende virksomhed. De var møbelsnedkere, født i Struer, opvokset sammen og udlært hos byens snedkermester Lundøre. Men nu ville de bygge kajakker.
– Folk betragtede os som gale, og vore koner, der heller ikke var begejstrede for eksperimentet, tjente til dagen og vejen ved ekstrajob på vaffelbageriet og B&O, skulle Gerhard Sørensen mange år senere fortælle ugebladet ”Fri”.

Det var ikke kun omverdenen, der forståeligt nok ikke rigtigt turde tro på de to venners drøm. Det gjorde de heller ikke selv.
– Vi ventede ikke noget som helst. Blot vi kunne få et tåleligt levebrød, var vi tilfredse, har Svend Helge Kobberup tidligere udtalt.
Vendingen ”tåleligt levebrød” havde han og hans kompagnon nok tygget på gennem flere år, hvor de – sideløbende med jobbet hos Bang & Olufsen, hvor de monterede radioer i kabinetter – baksede med deres fritidshobby i Kobberups køkken.

Den allerførste kajak havde de bygget på loftet af møbelfirmaet N.P. Lundøre i 1933, da de stod i lære. I Kobberups køkken skulle de siden begynde at bygge små kajak-modeller. Det var ikke andet end interesse. Blot en hobby og til egen brug. For hvad vidste de om kajakbyggeri? De var jo møbelsnedkere. Begge mænd interesserede sig bare for sporten som så mange andre, men de besad et særligt talent, skulle det vise sig. De kunne nemlig undres og være nysgerrige. Det var dog ikke ensbetydende med, at de ikke også kunne fejle i den spæde start.